| 20 spørgsmål til dig og dit studie |
|
| Artikler | |
|
Skrevet af Kristian Holte
Tirsdag, 02 September 2008 15:32
| |
|
Her er 20 spørgsmål, som vil få dig til at reflektere over dig selv, dit studie og din tilgang til det. Jeg har stillet mig selv de 20 spørgsmål og besvaret dem. Tobias har gjort det samme. Resultatet kan du se nederst i artiklen.  20 spørgsmål til dig og dit studie  1. Hvis du skulle leve det OPTIMALE studieliv, hvad ville du så ændre som det første? 2. Hvilke områder af dit studieliv kunne forbedres/opgraderes? 3. Hvad kunne vi arbejde på HER og NU, som ville gøre den største forskel for dig på dit studie? 4. Hvordan ville du have det med at FORDOBLE det mål? 5. Hvad ville du gerne have MERE af i dit studieliv? 6. Hvad vil du gerne have MINDRE af? 7. Hvilke tre ting gør du ofte i forbindelse med dit studie, som ikke giver dig noget personligt? 8. Hvad elsker du ved dit studie? 9. Hvad hader du ved dit studie? 10. Nævn én ting, du drømmer at gøre før du er færdig med at studere? 11. Hvilke tre skridt kunne du foretage dig i den her uge for at forbedre dit studieliv? 12. På en skala fra 1-10, hvor begejstret ville du være for at foretage de skridt? 13. Hvad er det VÆRSTE, der kan ske, hvis du foretager de skridt? 14. Hvad ville omkostningen være hvis du INTET gjorde ved din nuværende situation? 15. Hvad gør du godt? Hvad kan du gøre bedre? 16. Nævn én måde, hvorpå du kan få det sjovere i dit liv 17. Hvad er din favoritmåde at sabotere dig selv og dine mål på? 18. Hvad er tre af dine største styrker? 19. Hvordan ville din ideelle karriere se ud, hvis du selv kunne bestemme? 20. Hvad ville du gerne have mest anerkendelse for i dit liv indtil videre?
 1. Hvis du skulle leve det OPTIMALE studieliv, hvad ville du så ændre som det første? Kristian: "Jeg befinder mig specialefasen. Derfor er jeg meget interesseret i, at vi sammen gennemtænker hele processen fra start til slut. Hvordan finder jeg det rigtige emne? Hvordan vælger jeg vejleder? Hvor lang tid har jeg til specialet? Hvordan disponerer jeg min tid? Kan jeg skrive det i samarbejde med en virksomhed? Skal jeg skrive alene eller ville jeg fungere godt sammen i en gruppe? De spørgsmål kunne jeg utroligt godt tænke mig at få klarhed over."  4. Hvordan ville du have det med at FORDOBLE det mål? 5. Hvad ville du gerne have MERE af i dit studieliv?  6. Hvad vil du gerne have MINDRE af? Kristian: "Jeg vil gerne opleve mindre frustation og følelsen af at blive "kategoriseret". "Kristian, nu er du jurist og en jurist gør sådan, er sådan, mener sådan, arbejder sådan". Jeg vil gerne tvivle mindre på, om jeg kommer til at arbejde med noget meningsfuldt og hvorvidt jeg kommer til at gøre en forskel for andre mennesker."  7. Hvilke tre ting gør du ofte i forbindelse med dit studie, som du synes ikke stimulerer dig nok? Kristian: "1) Sidder på mit job på advokatkontor og laver hardcore juridiske analyser i lange stræk uden menneskelig interaktion 2) Sidder til forelæsning, hvor forelæseren ikke bringer noget nyt og ikke brænder for at formidle emnet 3) Når jeg via juridisk arbejde er tvunget til at tænke analytisk, konfliktforebyggende og -løsende i stedet for kreativt og skabende."  8. Hvad elsker du ved dit studie? Kristian: "Konkurrencementaliteten. Det ekstremt høje intellektuelle niveau. De fantastisk dygtige medstuderende omkring mig. Engagerede undervisere. At skulle lære nyt hurtigt. Muligheden for fleksibel sammensætning af studiet. Den på papiret store arbejdsmængde, der kræver kreativ tænkning at nedbringe. Muligheden for som jurist at kunne gå ind i mange forskellige brancher efter studiet. Mine venner for livet, som jeg har mødt her. Muligheden for at rejse ud på studiet"  9. Hvad hader du ved dit studie? Kristian: "Jeg bryder mig ikke om den herskende mentalitet "kun hårdt arbejde giver gode resultater". Jeg bryder mig ikke om, at mange jurister bliver snævertsynede og kan have svært ved at bryde de klassiske tankemønstre, som de har lært på studiet".  10. Nævn én ting, du drømmer at gøre før du er færdig med at studere? Kristian: "At bo Norge i en længere periode."  11. Hvilke tre skridt kunne du foretage dig i den her uge for at forbedre dit studieliv? Kristian: "1) Lægge en detaljeret arbejdsplan for hele specialeprocessen 2) Være ekstremt imødekommende og udadvendt for at lære folk at kende på det advokatkontor i Oslo, hvor jeg skal skrive mit speciale 3) Begynde at overveje hvordan jeg skal holde den FEDESTE kandidatfest til december ;-)  12. På en skala fra 1-10, hvor begejstret ville du være for at foretage de skridt? Kristian: "10".  13. Hvad er det VÆRSTE, der kan ske, hvis du foretager de skridt? Kristian: "Jeg kan ikke se, at jeg skulle have noget som helst at tabe"  14. Hvad ville omkostningen være hvis du INTET gjorde ved din nuværende situation? Kristian: "Jeg ville blive på det samme plateau i stedet for at prøve at tage skridtet videre. Jeg ville være en person, der tænkte og talte, men ikke handlede. Jeg er en person, der handler".  15. Hvad gør du godt? Hvad kan du gøre bedre? Kristian: Jeg udvikler mig konstant og er meget bevidst om at kultivere en vindermentalitet, hvor jeg prøver at holde kontakten til min indre kerne og leve i overensstemmelse med mine værdier HVER DAG. Men jeg kan blive bedre til at finde frem til de værdier. Det er en utrolig svær proces, som kræver stor dedikation. Men resultatet taler for sig selv. Man får den VILDESTE optur på når man laver noget, der går lige i hjertet".  16. Nævn én måde, hvorpå du kan få det sjovere i dit liv. Kristian: "Finde flere mennesker, der har nogle af de samme passioner som mig og arbejde tæt sammen med de mennesker om et fælles mål. Det er fantastisk at være bevidst om ens egen passion, men det er endnu mere fantastisk at dele den med andre."  17. Hvad er din favoritmåde at sabotere dig selv og dine mål på? Kristian: "Et par mislykkede forsøg kan af og til få mig til at glemme hvor meget jeg gerne vil opnå det mål, jeg stræber efter. Jeg kan stadig instinktivt finde på undskyldninger om, at jeg fx genetisk ikke er klog nok, hurtig nok, sjov nok fx. Det holder ingen steder. Ved at være bevidst omkring det, prøver jeg at eliminere den slags tanker."  18. Hvad er tre af dine største styrker? Kristian "1) Jeg er uafhængig 2) Jeg sætter mine mål højere end alle andre 3) Jeg tænker kun i løsninger."  19. Hvordan ville din ideelle karriere se ud, hvis du selv kunne bestemme? Kristian: "Jeg ville gøre mit studie færdig, gøre VirtualCoach profitabelt ved at sætte en ny markedsstandard for kvalitet og sideløbende skrive bøger, artikler og holde foredrag om emner, jeg brænder for."  20. Hvad ville du gerne have mest anerkendelse for i dit liv indtil videre? Kristian: "For at have udviklet mig fra en en dreng uden selvværd og tro på sig selv til den jeg er idag".  20 spørgsmål, besvaret af Tobias fra VirtualCoach  1. Hvis du skulle leve det OPTIMALE studieliv, hvad ville du så ændre som det første? Tobias: Jeg ville gøre mig uafhængig af forelæsninger og undervisningstimer uden at ofre noget karaktermæssigt  2. Hvilke områder af dit studieliv kunne forbedres/opgraderes? Tobias: Min forberedelse og planlægning til semesteret kunne forbedres, så jeg ved semesterstart var 100% klar over HVAD jeg skulle fokusere på, frem for at finde ud af det undervejs.  3. Hvad kunne vi arbejde på HER og NU, som ville gøre den største forskel for dig på dit studie? Tobias: Planlægning af fremtidige studieudfordringer. Bl.a. eksamensforberedelse i december samt specialeskrivning og udveksling i 2009.  4. Hvordan ville du have det med at FORDOBLE det mål? Tobias: Det ville være perfekt at sætte baren dobbelt så højt - det er den eneste måde jeg finder mine egne grænser på.  5. Hvad ville du gerne have MERE af i dit studieliv? Tobias: Sociale arrangementer og fede mennesker  6. Hvad vil du gerne have MINDRE af? Tobias: Dårlige forelæsere og undervisere  7. Hvilke tre ting gør du ofte i forbindelse med dit studie, som ikke giver dig noget personligt? Tobias: 1) Går til forelæsninger, som jeg ikke får noget ud af 2) læser, bare for at læse 3) Bliver stresset, når jeg hører hvad andre har læst  8. Hvad elsker du ved dit studie? Tobias: Friheden og fleksibiliteten; du kan læse NÅR du vil HVOR du vil.  9. Hvad hader du ved dit studie? Tobias: De normer og forventninger der er omkring hvor meget man skal læse og hvor vigtige undervisningen er.  10. Nævn én ting, du drømmer at gøre før du er færdig med at studere? Tobias: Finde min passion, min niche. Med niche, mener jeg det område jeg brænder for at arbejde med, og samtidig det område der er grundlaget for min indkomst.  11. Hvilke tre skridt kunne du foretage dig i den her uge for at forbedre dit studieliv? Tobias: 1) vurdere "hvad man skal kunne til eksamen" i mine fag ved at kigge på gamle eksamensopgaver 2) sætte et mål for hvor meget jeg skal læse på hvor lang tid 2) lægge en plan fra nu til semesterafslutning, der fortæller mig hvornår jeg skal læse, og hvornår jeg skal lave opgaver  12. På en skala fra 1-10, hvor begejstret ville du være for at foretage de skridt? Tobias: 10 - det ville give mig ro og plads til fokusere på andre ting, uden at få dårlig samvittighed.  13. Hvad er det VÆRSTE, der kan ske, hvis du foretager de skridt? Tobias: Det tager tid at lave en så detaljeret plan, så det kunne fjerne fokus fra mit job.  14. Hvad ville omkostningen være hvis du INTET gjorde ved din nuværende situation? Tobias: Det ville uden tvivl få konsekvenser for mine karakterer, idet min forberedelse til eksamen alt andet lige ville blive dårligere.  15. Hvad gør du godt? Hvad kan du gøre bedre? Tobias: Jeg er god til at læse, men jeg kunne blive bedre til at prioritere de vigtige ting i min læsning.  16. Nævn én måde, hvorpå du kan få det sjovere i dit liv Tobias: Få flere kultur- og sociale oplevelser ved at rejse mere  17. Hvad er din favoritmåde at sabotere dig selv og dine mål på? Tobias: Når jeg lader mig påvirke af andres meninger og holdninger til hvad der er muligt  18. Hvad er tre af dine største styrker? Tobias: 1) Mine ambitioner 2) Min åbenhed overfor nye metoder og idéer 3) Min trang til at nyde og slappe af  19. Hvordan ville din ideelle karriere se ud, hvis du selv kunne bestemme? Tobias: En ideel karriere ville være, hvis min egen udvikling, og mine egne personlige projekter inspirerede andre nok til at danne grundlag for min indkomst.  20. Hvad ville du gerne have mest anerkendelse for i dit liv indtil videre? Tobias: Min udvikling de sidste 6 år Kristian Holte og Tobias Schelle, VirtualCoach |
|
Kommentarer